23948sdkhjf

Kontantreglen under lup: Her er købmændenes opfordring

Debatten om kontanter kører på ny, efter at coronakrisen har nedbragt brugen af kontanter betragteligt.

Men der er ikke umiddelbart udsigt til, at regeringen vil skubbe på mod et kontantløst samfund uden sedler og mønter.

I en ny evaluering af den såkaldte kontantregel, der pålægger visse butikker at tage imod kontanter, skriver Erhvervsministeriet, at reglen virker efter hensigten. Helt konkret har ministeriet kigget nærmere på den lempelse, man lavede af kontantreglen tilbage i 2018.

Siden dengang har visse butikker haft lov til at være kontantfri mellem klokken 22 og 6 om morgenen. Samtidig kan butikker søge om dispensation til at være kontantfri allerede fra kl. 20, hvis der er øget risiko for røverier i lokalområdet.

Den rette balance

Erhvervsministeriet vurderer, at lempelsen overordnet har ”skabt en balance mellem hensynet til de betalingsmodtagere, der er beliggende i områder, hvor der kan være forhøjet risiko for røveri forbundet med modtagelse af kontanter, og hensynet til borgernes adgang til at betale med kontanter.”

Ifølge De Samvirkende Købmænd, der repræsenterer en lang række dagligvarebutikker, burde kontantreglen helt afskaffes. Den udgør en administrativ og økonomisk byrde for virksomhederne.

- Alternativt bør man udvide det tidsrum, hvor butikker kan sige nej til at modtage kontanter. Et par timer mere i de mørke vintermåneder ville gøre gavn mange steder og øge trygheden for de butiksansatte, mener vicedirektør i DSK, Claus Bøgelund Nielsen.

I for eksempel Sverige er butikkerne ikke forpligtet til at modtage kontanter – uanset tidspunktet på døgnet. Den danske kontantregel er sat i verden for at sikre, at blandt andet ældre og udsatte samfundsgrupper fortsat har mulighed for at betale med kontanter.

Kontantfrie kasser

Butikker må ifølge Forbrugerombudsmanden ikke opfordre kunder til at betale med bestemte betalingsmidler – for eksempel dankort. Ej heller i disse coronatider, hvor sedler og mønter potentielt udgør en smitterisiko.

Den regel bør lempes, mener DSK, som også opfordrer til, at butikker skal have lov til at lave kontantfrie kasser, hvis de har flere kasseudgange.

- Nogle dele af detailhandlen har en helt lavpraktisk udfordring med at komme af med deres dagsomsætning i kontanter og sørge for at have byttepenge. Simpelthen fordi flere af bankerne fjerner deres kontantfilialer, siger Claus Bøgelund Nielsen.

Erhvervsministeriet erkender, at kontantreglen er forbundet med omkostninger for betalingsmodtagerne.

- Det kan særligt, og i stigende grad, være forbundet med omkostninger for mindre forretninger i landområder at skulle håndtere kontanter. Omkostningerne for betalingsmodtagerne ved at håndtere kontanter skal imidlertid blandt andet holdes op imod nogle samfundsgruppers behov for at kunne betale med kontanter, skriver ministeriet i sin evaluering.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.147